I det område, hvor gæstehuset ligger, bliver der mange steder opført nye private boliger. Byggeriet foregår på en noget anden måde end derhjemme og husene er også af en anden kvalitet.
Husene er meget store efter hjemlige forhold typisk omkring 300-400 kvadratmeter i to etager. Husene bygges af indiske bygningsarbejdere, som lever i nærheden af byggepladsen under kummerlige forhold. Et sted så jeg at de sover udenfor under åben himmel på en lille platform med tæpper som underlag. Ikke fordi der er noget galt i at ligge under åben himmel – det kan man sagtens – problemet er at temperaturen udenfor om natten ligger nær de 40 grader. Deres mad tilbereder de under et intermistisk halvtag på enkelte gasblus. Bad og toilet forhold er der vist ikke noget af.
Jeg har spurgt om hvad de tjener og det er vist omkring 80 rialer om måneden, hvilket stadig er nok til at de kan sende penge hjem hver måned.
Hvis det hjemlige arbejdstilsyn så arbejdsforholdene og udstyret de anvender under byggeriet, så tror jeg ikke der blev bygget nogen huse i området.
De færdige huse er faktisk mange steder flotte i deres farver og finish, så resultaterne af arbejdet er gode og husene er absolut beboelige.