Når man ikke er turist i Oman, men arbejder for et projekt eller en arbejdsgiver, så er det ikke nok at få turist visa hver gang man ankommer til landet. Derfor har min arbejdsgiver sørget for at jeg har fået et 2 årigt visum til Oman samt et kørekort. Nu kunne det lyde som om det er enkelt at få papirerne i orden, men det kræver en del forberedelse og til slut skal man rundt til en række offentlige kontorer for at få det sidste ordnet.
Så jeg og tre andre kollegaer fik at vide at vi skulle på tur rundt til de forskellige myndigheder og få de endelige papirer i orden og at det ville tage en hel dag. Vi blev kørt rundt af en administrativ medarbejder på kontoret som er Omaner(og som har en forkærlighed for Bryan Adams – det bånd kørte i hvert fald i ring på bilradioen)
Tak skæbne for en tur! Det tog en hel dag(!) og meget af tiden var ren ventetid, men vi gennemgik følgende: helbredsundersøgelse (den var meget sparsom), blodprøve, fingeraftryk, endnu en blodprøve (type bestemmelse) og fotografering. Og det foregik ikke samme sted, men en 4-5 forskellige steder i byen. Ud af det fik vi alle hver sit resident card, som gælder 2 år og hver sit kørekort, som gælder i 10 år. Turen blev gennemført uden mad og drikke – næsten – vi fik kun vand at drikke, så da vi endeligt nåede tilbage til kontoret kunne jeg spise en hel kamel – det blev dog til noget med kylling.
Min bil har igen drillet mig, men nu er jeg snart vant til at den går i stå, så nu betragter jeg det som en del af helhedsoplevelsen. En kollega fortalte mig nu i eftermiddags, at min bil skal have mast koblingen helt i gulvet ellers vil motoren ikke starte med det samme. Sådan er det med japansk isenkram.
I morgen starter Ramadannen hernede, hvilket er en af de 5 grundpiller (den første tror jeg) i Islam. Det betyder en hel måned med faste fra solopgang til solnedgang. Det betyder også at vi ikke-muslimer ikke må ryge, drikke og spise (man må ikke putte noget i munden) på offentlige steder samt at vi skal være mere konservative i påklædningen (f.eks. ingen korte bukser m.m.).
For mit eget vedkommende glæder jeg mig til snart at komme hjem igen. Jeg savner Susanne og ungerne – 14 dage er trods alt lang tid væk hjemmefra.