Dette er en salat til hverdagsmad som jeg og min søn plejer at lave. Den går til de fleste af vores hverdagsretter f.eks. gyros eller kylling.
Opskriften er til 2 personer:
Ingredienser
- 4 store blade romaine salat
- 6 cocktail tomater (dem på stilk)
- En halv agurk
- En advokado
- 4 søde Piquanté peberfrugter (Peppadew – kan også fås i f.eks. Meny)
- Økologisk rapsolie
- Hvid balsamico eddike
- Blomsterhonning (flydende)
- Salt
- Friskkværnet peber
Fremgangsmåde
Skyl romaine salat bladene grundigt under hanen og lad dem dryppe af for vand. Riv bladene i mundrette stykker og læg stykkerne i en serveringsskål. Skyl tomaterne, skær dem i både og læg dem også i skålen. Skyl agurken og halver den på langs. Med en ske fjernes kerner og den fugtige del i midten af agurken. Skær herefter agurken på tværs i tynde skiver. Læg agurkeskiverne i skålen. Skær advokadoen i både. Fjern skallen og stenen. Skær advokadoen i stykker af ca. samme størrelse som agurken og læg stykkerne i skålen. Tag peppadew peberfrugterne, hak dem meget fint og kom dem i skålen.
Lav en dressing af 2 spsk hvid balsamico eddike, 6 spsk rapsolie, 1 spsk honning, salt og friskkværnet peber. Bland det grundigt sammen.
Inden der hældes dressing i skålen med salat skal salaten forsigtigt blandes. Herefter hældes dressingen over salaten og der blandes forsigtigt rundt igen.
Salaten er nu klar til servering!
Tip: hvis salaten skal have lidt ekstra protein kan der tilsættes 100g optøede Edamame soyabønner.