Er LibreOffice en død sild for Hr. og Fru Danmark?

Hidtil har den foretrukne kontor softwarepakke været LibreOffice på mine PC’ere, men nu er det måske helt slut.
Jeg opdagede at min LibreOffice installation kører i version 3.3.1 og der er kommet en version 3.6.1, så jeg tænkte at der måske kunne være noget i den nye version der er interessant.
Jeg hentede version 3.6.1 i dansk version fra LibreOffice og startede installationen. Installationen stoppede brat med en Windows Installer fejl. Derefter prøvede jeg med version 3.5.4 og 3.5.6 – samme resultat: installer fejl.
Efter en søgning på Google viser det sig at der er mange, som har problemer og der nævnes alle mulige potentielle løsninger :

  • Geninstallation af Microsoft Visual C++ 2008,
  • Geninstallation af bestemte DLL-fil versioner,
  • Rensning af registry med CCleaner
  • registry begrænsninger der skal rettes med , HKEY_LOCAL_MACHINESystemCurrentControlSetControl, Key: RegistrySizeLimit Type: REG_DWORD Value: 4294967295 – as base Decimal (FFFFFFFF – as base HEX)
  • Installation af pakken med “msiexec /i “D:DownloadsLibO_3.5.5_Win_x86_install_multi.msi” VC_REDIST=0 “,
  • osv., osv.

Intet af det virker på min sidste Windows maskine og jeg spørger mig selv: HVAD?!?
Hvis LibreOffice skal have nogen som helst fremtid, så skal de sørge for at deres softwarepakken kan installeres. Det nytter overhovedet ikke at sende bolden videre til brugeren med besked om det ikke er softwarepakken, men operativsystemet på PC’en den er gal med. Det kan Hr. og Fru Danmark ikke finde ud af!
Så jeg beholder min LibreOffice i den version 3.3.1, som rent faktisk fungerer uden problemer. Men jeg har tabt mit positive syn på Libreoffice og jeg vil ikke længere anbefale softwarepakken til nogen.
Jeg filosoferer også lidt over om det overhovedet er nødvendigt med en kontor softwarepakke installeret på sin private PC. Cloudbaserede løsninger findes allerede og de kan sagtens dække mit private behov.

Mine favorit apps på iPad

Nu har jeg haft en iPad i huset i et år og den er en uundværlig del af dagligdagen på internettet.
Jeg har fundet ud af at følgende apps er mine favoritter:
Flipboard – nyhedslæser, der kan læse på tværs af sociale medier, aviser osv.
Skype – tale- og videoopkald til venner og familie. Apples egen facetime er også god, men det kræver at man kommunikerer med andre der også har facetime, dvs. andre som også har Apple produkter.
Jyske mobilbank – min bankforbindelse på iPad. Den store fordel er at man ikke skal have fat i sit NemID papkort for at se om regningerne er blevet betalt.
Wimp – min musik streaming tjeneste. Spotify er også godt, men Wimp har mere styr på f.eks. musikken der kommer på Roskilde festivallen 🙂 Wimp har yderligere den fordel at jeg ikke behøver at købe musik hos iTunes for bagefter at  synkronisere mellem PC og iPad. Med Wimp findes musikken på alle mine enheder.
e-Boks – min adgang til breve og dokumenter i e-boks. Den store fordel ved denne app er at jeg ikke skal have fat i mit NemID papkort, hver gang jeg skal se, hvad der er kommet.
GDrive – adgang til mine dokumenter på Google Drive
WordPress – giver mig mulighed for at poste direkte på min blog
Piwigo – så kan jeg uploade billeder fra iPad’en direkte til mit online fotoalbum
Rejseplanen – det er så værktøjet til at planlægge rejsen med det offentlige. Desværre kan denne app ikke garantere at de kører til tiden 🙂

Apple TV og Netflix

Nyheden om at nu kommer Netflix til Danmark har skabt en forventningsfuld stemning. Jeg kan heller ikke lade være med at se frem til at det kommer.
Så jeg var en tur rundt på nettet for at finde en enkelt løsning til det lille hjem, så vi er klar til Netflix, når de åbner. Jeg har valgt at købe Apple TV, da det umiddelbart var den mest enkle løsning.
Hvis man er lidt utålmodig, så kan man bruge den amerikanske udgave af Netflix, men det kræver lidt snilde at omgå kontrollen med om man også rent faktisk befinder sig i USA. Der findes flere opskrifter på dette rundt om på nettet.
En interessant detalje jeg faldt over i den forbindelse er at det faktisk ikke er ulovligt at udgive sig for at være i USA (ip-adresse mæssigt) på sit udstyr, hvis man blot betaler sit abonnement på Netflix.
Anyway, jeg ser frem til Netflix i Danmark – også selvom prisen bliver højere end i USA.

Bredbåndsforbindelse i hjemmet

Jeg er flyttet til en ny adresse og er glad for den nye beliggenhed. Et lille minus er at telekablerne til adressen er så tilpas lange og ringe, at der kun kan opnås 6 Mbit/s på en ADSL- forbindelse.
Der er lagt Yousee ind i bygningen og jeg kan derfor få bredbånd ad den vej i stedet, men jeg kom til at overveje en helt anden løsning.
Hvorfor skal jeg være afhængig af at der er (gode og med kort afstand til centralen) kobberkabler til bygningen for at få adgang til internet?
Jeg vil da have en 4G/LTE trådløs forbindelse!
En hurtig markedsundersøgelse afslører så desværre lidt sten på vejen:
1) Der er (endnu) ikke dækning, hvor jeg bor
2) Abonnementerne ligner dem vi har kendt til længe med et USB-modem med en øvre begrænsning på 10, 20 eller 30 GB pr. måned
3) Der er kun få udbydere
Så her er min ønskeliste til 4G/LTE udbyderne:
1) Jeg vil have en routerbaseret løsning, så hele hjemmet kan anvende internetforbindelsen
2) Der skal være en begrænsning på forbrug, som er i hvert fald 10-20 gange højere
3) Prisen skal være i et leje, så det kan konkurrere med ADSL produkterne
4) Hastigheden skal være bedre end de sølle 6 Mbit/s, som jeg spises af med i øjeblikket.
Kom med sådan et produkt og jeg er fluks kunde på 4G/LTE!
– det vil samtidigt, når dækningen er på plads, løse mit problem i sommerhuset.

Musikanlæg?

Vi har ikke noget musikanlæg hjemme hos os. Vi har en DAB-radio og så en bunke Mp3/iPod/mobiltelefoner til at høre musik på – og så selvfølgelig vores PC’ere. Det mærkelige er at indtil videre har vi ikke behov for et musik anlæg som tidligere (læs siden 2006, hvor jeg smed et defekt musik anlæg ud).
Nu er jeg dog blevet lidt i tvivl. Jeg abonnerer på musik fra Wimp.dk og er meget tilfreds med det. Der er enkelte tidspunkter, hvor jeg godt kunne tænke mig at lytte til musikken på et par ordentlige højtalere for fuld skrue!
Jeg har så overvejet at anskaffe et Sonos system, hvor jeg kan bruge Wimp på. Jeg har hørt fra flere at Sonos skulle være godt, men jeg kender ikke nogen der ejer det og så er spørgsmålet om jeg skal kaste mig over at bruge 6-8000 kr. på det.
Er der overhovedet en ide i at have et musik anlæg og et par ordentlige højtalere stående i stuen eller er det blevet fortid?

Fotoalbum

Fotoalbummet på ravnbak.net er blevet opdateret. Opdateringen består mest af selve den motor der driver fotoalbummet, så vi nu anvender Piwigo. Piwigo har nogle flere muligheder, f.eks. nu kan vi lægge billeder direkte på ravnbak.net via Ipod, Iphone, Ipad, Android telefoner, osv.
Der er også blevet tilføjet nogle flere fotos, dog kræver nogen af billedserierne, at du skal være oprettet som bruger og være logget på.

Mere om nyt tag over hovedet

Der er gået lidt over en uge siden vi fik nøglerne til den nye lejlighed. Den uge er så gået med at få gjort klar til at maleren kan smide noget maling m.m. på vægge og lofter. Vi har slidt i det med at tage trælofter ned. Det var nødvendigt da de ikke overholdt nogen former for regler og så viste det sig også at de var alt andet end vandrette. Der er også lavet åbning til en ekstra dør og der skal sættes en væg op, så der bliver et rum mere. Men så gider vi heller ikke mere i denne omgang.
Vi er spændt på at se det færdige resultat, når maleren har spartlet og malet alle rummene.