Nu har jeg modtaget rejseplanen for mit første besøg på COWIs projektkontor i Muscat i Oman. Jeg skal rejse derned sammen med en kollega, der tager kone og børn med. De skal bo dernede det næste års tid.
Efter vores tur til Grønland føler hverken jeg eller Susanne lige nu nogen behov for at flytte til udlandet igen. Der skal nok gå nogen år endnu og så skal ungerne måske også være flyttet hjemmefra 🙂
Forfatter: jakob
Lys i mørket
Måske er jeg den eneste som først nu har opdaget en smart dansk opfindelse: Cykellygten uden batterier. Den er baseret på det elektromagnetiske induktionsprincip (som I jo nok husker fra folkeskolens fysiktimer…) og skulle efter sigende være rimelig pålidelig. Et sæt lygter (for og bag) koster kr. 249,-.
Se mere på Reelights hjemside, hvor man også kan købe lygterne.
Eneste ulempe er vist at ingen aktivitet på cyklen betyder ingen lys i lygten – så husk at træde i pedalerne!
10 løgne om IT-projekter
Jeg faldt lige over endnu en weblog på Ingeniøren – denne gang med John Gøtze som skribent.
Det handler selvfølgelig om IT-projekter og deres gennemførelse (jeg er ikke nørd for ingenting). Jeg kan desværre kun nikke genkendende til det han skriver (med en slet skjult latter).
Kig med på Ingeniøren
Børn og Chat
I dag var der på DR i programmet Dagens Danmark et lidt skræmmende indslag om børn der chatter på nettet.
Se indslaget her: Dagens Danmark – børn og chat
Hvis man har børn som chatter på nettet, så er der nogle gode råd om det.
Red Barnet – Sikker Chat
IT-sikkerhedsrådet
Her gik jeg og troede at Google kun var en søgemaskine og gratis mail. Men kig lige engang på deres oversigt over de gratis funktioner de tilbyder.
Kig på Google produkter
Kurts weblog
Det hænder at jeg læser Ingeniøren både i papirform og på nettet. Nogle gange er der endda noget interessant i bladet(!) udover Bagsiden.
Blandt andet er der Kurt Westh Nielsen som skriver om IT i Ingeniøren og som har en weblog, hvor der er nogle gode ting og sager.
Hans indlæg kaldet “Prop dig med portal påskesoftware” er en inspiration til, hvordan man også kan anvende sin memorystick. Jeg er lidt imponeret over hvor meget software man kan få, som kan køre direkte fra en memorystick. Min favorit er en lille webserver med database, som er lidt smart, hvis man vil lege med sin egen hjemside i “offline” mode.
Kig med på Kurts weblog
En rejse ser sin afslutning
Den sidste halvanden uge har budt på mange forandringer i den lille familie. Vi har fundet en bolig i Hillerød og det har taget noget af det midlertidige præg af vores liv 🙂
Lige nu skriver jeg fra vores egen internetforbindelse (yes!) og det er bare herligt!!
Vi fik den nye lejlighed i fredags (31. marts), hvor Susanne fik nøgler. Vores flyttegods kom mandag aften kl. 21:00 (!), hvor jeg susede til Hillerød for at lukke flyttefolk ind og arbejdede til meget sent. I dag er de sidste kasser ved at være pakket ud og alting er blevet efterset. Der mangler ikke noget og der er vist ikke gået noget i stykker.
Desværre blev Mads syg i løbet af weekenden (meget syg) med høj feber og det hele. Så jeg blev hjemme med ham mandag og i dag. Susanne tog sig af ham tirsdag, hvor jeg havde taget fri fra arbejde til at pakke ud – puha. Tirsdag aften besluttede vi os for at flytte ind og overnatte for 1. gang i vores egen lejlighed. Mads er heldigvis ved at være ovenpå igen og han skal formentlig i skole i morgen.
Men men vi er ikke færdige endnu. Godt nok er tingene taget ud af kasserne og lagt på en plads, men allerede nu er jeg og Susanne ved at justere rundt på tingene så det passer bedre til vores dagligdag.
Mads og Mathilde går stadig i skole i Helsinge, det er ikke særligt smart, da det er en rimelig lang køretur hver dag. Efter Påske skal de starte i Skanseskolen i Hillerød – den ligger “lige” om hjørnet.
Jeg og Susanne har haft det lidt dårligt mht. ungerne. De har siden vi ankom til DK været udsat for en hverdag med mange aftaler, ændringer og med meget få faste holdepunkter. Jeg tror den næste tid skal gå med at få stabiliseret en normal hverdag – det har vi alle fire brug for.
Boligjagten – fortsættelse
Der er sket en ny positiv (og noget overraskende) udvikling i vores boligjagt, men nu er jeg blevet overtroisk, så jeg tør ikke skrive mere før blækket er tørt på aftalen.
“Skolestart”
Vi har ikke fundet noget at bo i endnu, men nu kan ungerne ikke længere gå derhjemme og drive den af sammen med Susanne. Hun skal jo også snart starte på job igen. Så Mads og Mathilde er tilmeldt den nærmeste folkeskole i Helsinge og de skal starte i morgen. Samme dag skal Susanne atter på husjagt til en enkelt fremvisning.
Boligsøgning
Hvis man skal lede efter boliger der er til salg, kan man vælge at gå ind på hver eneste ejendomsmæglers hjemside og søge sig frem. Man kan også pløje sig igennem boligsektionerne i diverse aviser eller køre rundt mellem alle ejendomsmægler butikkerne.
Men det er vist bare spild af tid, for det er meget nemmere at finde sin kommende bolig på Boligsiden – tak for det! Det er Dansk Ejendomsmæglerforening der har fremstillet Boligsiden.