Det er den 20/1-2006 og klokken er cirka 3:00.
Jeg er på arbejde sammen med en kollega og vagten er indtil videre forløbet stille og roligt. Pludselig er der en politimand der kalder på min kollega for at få hjælp. Vi kigger lidt desorienterede på hinanden. Meget mærkeligt tidspunkt at se en politimand på ! Han har uniform på, så der er vist ikke noget at være i tvivl om, men man kan jo aldrig vide………..
Vi følger begge to med ham ud på den store gang og kan se at det bare kommer væltende med vand om hjørnet videre ned af gangen og ind mod K-gangen. Hvorfor nu det ?
Nu er gode råd dyre. Vi smider et par dyner på gulvet for at lave en barriere, men det hjælper ikke. Vi henter svaberer for at skubbe vandet væk, men det er også kun en stakket frist. Vandet fortsætter med at løbe ind mod K-gangen, men når heldigvis ikke ind til os, da det løber ned i en sprække mellem dørene til etagen nedenunder. Vores held ,deres uheld.
Nu kommer der flere brandmænd og portører til åstedet.
Det viser sig nu, at der åbenbart har været/er brand i en af garderoberne. Det er tydeligt at se, hvor vandet kommer fra og da døren bliver åbnet, kan vi høre hvordan det vælter ned med vand fra en af sprinklerne i loftet. Den bliver ved til tanken er tom, så hvis ikke hanen bliver lukket, så kommer der altså 20.000 liter vand !
Panikken breder sig for de kan åbenbart ikke finde ham der kan lukke for hanen !
Det ender dog lykkeligt. Rette vedkommende findes og får slukket for vandet og der er heldigvis ingen der kommer til skade.
Nu ligger der rigtig meget vand på gangen som skal suges op igen. Rengøringsfolkene kaldes ind af deres leder og starter oprydningsarbejdet.
Ajaaaa !
Forfatter: jakob
2005 – årets software anmeldelse
I det forløbne år har jeg stiftet bekendtskab med gammel software i nye versioner og for mig helt ny software, som jeg gerne vil give et par ord med på vejen.
Min alt overskyggende interesse i øjeblikket er CMS-software af Open Source typen, som ikke koster penge. CMS-software er kort fortalt systemer, der indeholder den basisfunktionalitet man har behov for til f.eks. en hjemside, sådan at man kan koncentrere sig om indhold i stedet for at sidde og nørde med at programmere. Min begejstring falder på Mambo/Joomla, hvor jeg selv anvender Mambo til min egen hjemside.
Til vores rejsedagbog har jeg flyttet det hele over på et mere enkelt system kaldet b2evolution. Det er nemt at installere og konfigurere og det har præcist den funktionalitet man kan ønske sig i et blog-system. Udviklerne af systemet praler med “multilanguage, multiblog”-funktionalitet og det er ikke engang løgn.
Der er et lille “men” ved den ovenstående software (mambo, joomla og b2evolution med flere). De danske oversættelsestekster er mildest talt bagud (aldrig til seneste version) og på nogle områder er de sprogligt meget svage. Jeg har brugt tid på at rette op på de danske oversættelser og griber mig selv at ville droppe det danske og anvende engelsk i stedet for. Det kan være svært at finde de rigtige gloser på dansk så det også lyder fornuftigt. Det kommende år vil jeg prøve at gøre de danske oversættelser bedre/færdige og så få dem distribueret til de forskellige systemudviklere.
Vores fotoalbum kører i Jalbum, som er software, hvor man kan sætte et fotoalbum op med fotos, tekster, layout m.m. på sin egen computer inden det overføres til ens web-server. Det er lidt smart.Desværre anvender Jalbum Java, hvilket jeg overhovedet ikke bryder mig om (men finder mig i). Java er et programmeringssprog, der er laaaannngggsomt og besværligt, fordi der findes og anvendes forskellige versioner af java.
Derudover er Firefox (browser), OpenOffice (kontorapplikationer) og Thunderbird (mail-klient) ankommet i nye versioner i det forløbne år og jeg anvender dem stadig som standard på alle de PC”ere, hvor jeg har min gang 🙂
I løbet af året er jeg også blevet meget glad for Photofiltre, som er et billedbehandlingsprogram, der kan det man har brug for og ikke mere.
Når det gælder operativsystemer bliver jeg stadig overrasket, hver gang Fedora Core Linux udkommer i en ny udgave. Seneste udgave er Fedora Core 4, hvor der er så mange forbedringer, at jeg mener den interesserede PC bruger bør forsøge sig med en Fedora installation ved siden af Windows på PC”en. Hvis man vil alt andet end at spille computerspil, så er Fedora et reelt alternativ til windows på hjemme PC”en. Men inden du forsøger dig med linux første gang, så spørg lige en person som har prøvet det, så du ikke får ødelagt nogen på din eksisterende installation.
Der er også software jeg er blevet godt og grundig træt af. Jeg anvender stort set ikke Skype (IP-telefoni) mere. Der er altid ged i lyden, programmet fylder ad h… til, når det kører i baggrunden på ens PC. Sjovt nok anvender jeg kun vores IP-telefon fra Musimi hjemmefra, mens det at ringe op fra PC”en er faldet helt i baggrunden.Et andet program jeg også er helt holdt op med at anvende er Internet Explorer. Det er de seneste år faldet mere og mere bagud i udviklingen og mangler mange af de nye funktioner, som de konkurrende internet browsere tilbyder. Microsoft hviler vist for meget på tidligere tiders successer.
Snestorm
Jeg må altså lige kommentere danskernes udlægning af snestorm !
Jeg kan se på nyhederne at snestormen har raset over det ganske danske land. Det er altså ingenting sammenlignet med grønlandske forhold !
Jeg kan ikke lade være med at grine en lille smule af det, for hvis det er snestorm, så prøv lige at komme en tur til Grønland, så skal I se og opleve snestorm af helt andre dimensioner !
Det siges jo, at når vejret er dårligt i DK, så er det godt på Grønland og omvendt. Det passer lige p.t.
De sidste par dage har det været stille, klart og koldt ned til – 10 grader. Der er kommet pænt meget sne, der knaser, når man går på det.
Ungerne har været ude med slæderne og tager turen helt oppe fra toppen af bakken og et pænt stykke ned ad vejen. Der kommer pænt meget fart på sådan en slæde, men de ved godt, at de skal passe på. Der er også bremse på, så den ikke løber løbsk.
Det var så lige lidt om vejrlige forhold.
Juleaften 2005
Så blev det den 24. december endnu engang.
Tid til julemad, juletræ og ikke mindst julegaver.
Vi har holdt jul med Valdemar og Anakathrine, vores søde naboer, som er ret sjove og hyggelige at være sammen med. De er begge to grønlændere, så de kan fortælle en hel masse om Grønland. De har begge to boet i DK en del år, så de kan forstå og tale med om mange ting.
Mathilde havde især svært ved at vente på, at de skulle komme, så hun gik til sidst ind og hentede dem ! Det var vist nok også fordi der var en gave i vente, når de kom !
De fik begge to lov til at pakke en gave op hver om morgenen og om aftenen, inden vi skulle danse om juletræet. Jeg synes det er synd, hvis de skal gå og vente hele dagen på de der gaver. Jeg kan selv huske, hvor elendigt man havde det som barn. De voksne spiste og spiste og man følte det, som om at der var gået flere år, inden de blev færdige med al det æderi og man omsider fik de gaver, der lå og ventede under træet !
De har fået rigtig mange fine gaver og til alle der har sendt gaver til dem skal der hermed sendes et stort TAK FOR DET !
Også tak for gaverne til Jakob og jeg.
Det var en rigtig hyggelig juleaften og mærkeligt og en smule vemodigt at tænke på, at det er den sidste jul vi har holdt i Grønland for denne gang.
Takussuagut
Juletræ
Her går det nogenlunde – juletravlheden har så småt indfundet sig uden at forårsage større katastrofer.
I torsdags måtte jeg hente Mathilde i skolen efter 1. time fordi hun havde fået feber og i løbet af dagen steg temperaturen og det kulminerede om aftenen med at hun brækkede sig ud over sofaen. Derefter fik hun det bedre.
Susanne havde nattevagt mellem onsdag og torsdag, så hun prøvede på at sove mens jeg og Mathilde forsøgte at være stille hele dagen ovenpå. Det klarer man med hjælp af en varm dyne, slik i tilpasse mængder og DVD-film.
Da Susanne vågnede, så hun kunne se efter Mathilde, kæmpede jeg mig gennem vintervejret ned i byen for at få købt julegaver. Det er fan’me svært at finde på noget at give dem i julegave, når de alle tre også har fødselsdag i december. Og så er udvalget i Nuuk City jo ikke ligefrem enormt, men det er dog muligt at finde noget.
I går lørdag havde Susanne dagvagt og herhjemme sov vi længe. Omkring middag gik vi en tur i Kamik (den lokale købmand) for at hente forsyninger til frokost og filmkiggeri. Vi købte også et juletræ. Heroppe er det sjovt nok rimeligt nemt at få fat i et juletræ – de ankommer i god tid i containere fra Danmark og sælges flere steder i byen. Prisen for årets træ var kr. 250,-, hvilket vel er fair nok, når man tænker på hvor langt det har rejst. Det eneste problem er at man ikke kan se det før man kommer hjem – det er pakket ind i net. I containeren tager man et, der fylder mest i nettet og som har en god top – og så håber man resten er nogenlunde pænt.
Nåe ja, vi har jo ikke bil, så jeg måtte slæbe det hjem på skulderne – godt der ikke er længere end 1,5 km.
I dag er vi startet blødt ud med en stille gang morgenmad og Mathilde plager allerede om at vi skal i svømmehallen. Hmm… det blæser udenfor og det er -8 grader, Mathilde virker helt frisk igen… måske smutter vi i svømmehallen senere.
12 år den 12/12
Så er Mads blevet 12 år den 12. december. Tillykke med det Mads !
Det er ikke til at forstå, at det allerede er 12 år siden, han kom til verden på et koldt badeværelsesgulv i Fredensborg. En dag jeg aldrig glemmer.
Den unge mand kunne ikke falde i søvn aftenen før sin fødselsdag og stod meget tidligt op for at åbne sin gaver. Det er jo altid spændende at se, hvad der gemmer sig under papir og gavebånd. Der var gaver fra DK, så det gjorde det hele en tand mere spændende.
Han blev fejret lidt inden han skulle i skole og lidt mere da han kom hjem fra skole. Vi havde inviteret naboerne så der blev lavet boller, lagkage og chokoladekage.
Han har fået eget tv med dvd-afspiller, skjorter, strømper, t-shirts, underbukser, cowboy-bukser, cd, dvd, gavekort og så mangler han gaven fra mormor, Christian og Rasmus……….. Lidt at gå og vente på og glæde sig til.
Tak for alle de fine gaver til dem der har sendt gaver herop.
Pilluarit Maasi !
Fødselsdag
Mathilde blev 6 år i lørdags – utroligt – det går jo stærkt! Hun fik masser af gaver og hvad dertil hører. Tak fra Mathilde til alle dem der sendte gaver!
Farfar kom på besøg fra Maniitsoq. Han var i byen for at ordne noget for KNI og så boede han hos os i nogle dage henover weekenden. Det var rart at få besøg.
Næste fødselsdag bliver Mads den 12. december…
Det er også snart jul og vi har planlagt at holde den sammen med vores søde naboer, Valdemar og Anakathrine – det skal nok blive hyggeligt.
Ellers er vi så småt i gang med at planlægge flytning til Danmark. Som med alle andre flytninger er der en million detaljer (og bekymringer) der skal findes løsninger på. Vores p.t. største problem bliver bolig i Danmark, men det må vente indtil vi er i Danmark. Det er lidt uoverskueligt at finde en bolig på så lang afstand, når man ikke lige kan tage ud for at se på den 🙂
Men men men – vi er i Danmark den 21. februar (det står der på flybilletterne) og så tager vi det derfra.
Vejr og vind
Vejret har opført sig meget mærkværdigt i nat. Det har stormet, så huset har rystet og man bliver helt bekymret for, om det nu kan holde til al det ruskeri………..Nu er det så blevet morgen igen, vinden er aftaget væsentligt og huset står endnu.
Ydermere så er temperaturen steget til +10 grader, så is og sne er forsvundet mange steder i fjeldet og på vejene. Igår eftermiddag var det også + grader og det regnede, så alt var begyndt at blive spejlglat. Kan I forestille jer, hvordan det er at gå rundt derude, når det er sådan ? Lidt vindstød oveni ? Det er lidt med livet som indsats og meget anstrengende.
Som noget nyt kan jeg fortælle dem som ikke ved det, at vi kommer hjem omkring den 20/2-06. Jakob har fået arbejde hos Cowi fra den 1/3-06 og jeg kan vende tilbage til Hillerød, når jeg vil.
Så mangler vi bare lige et sted at bo. Vi satser på Hillerød et eller andet sted. Problemet er bare, at det ikke er noget, man bare lige køber over nettet, så vi er nok nødt til at vente, til vi kommer hjem.
Bare rolig – du får det i går
Du kender situationen – alt skal være klar i går.
I Ingeniøren nr. 45 2005 på bagsiden findes løsningen – en ny kalender.
Du får ikke problemer med at nå dine deadlines med denne kalender:
Leveringskalender
MIR | FRE | FRE | FRE | TIR | ONS | TOR |
8 | 7 | 6 | 5 | 4 | 3 | 2 |
15 | 14 | 13 | 12 | 11 | 10 | 9 |
22 | 21 | 20 | 19 | 18 | 17 | 16 |
29 | 28 | 27 | 26 | 25 | 24 | 23 |
36 | 35 | 34 | 33 | 32 | 31 | 30 |
- Dette er en speciel kalender, hvorefter hastesager ekspederes. Alle hastesager skal leveres i går. Derfor løber datoen baglæns. Nu kan en kunde bestille en vare den 7. og få den leveret den 3.
- Alle ønsker deres varer inden fredag, derfor er der tre fredage i hver uge.
- Ligeledes er der fem nye dage i slutningen af måneden for de kunder, der ønsker deres ordre ekspederet inden månedens udgang.
- Der er ingen begyndelse af måneden. Således opstår der ingen forsinkede leveringer fra forrige måned.
- Ingen bryder sig om mandage, så derfor er disse udeladt.
- Ingen lørdage og søndage, hvorfor der ikke kan blive tale om overtidsbetaling.
- Der er en speciel dag hver uge – mirdag – hvor der kan udrettes mirakler.
Cirkus Arena
” Cirkus, cirkus, cirkus er i byen “, det var de indledende strofer sunget af selveste Dario Campeotto himself, da jeg var i Cirkus Arena med Mads og Mathilde søndag den 9. oktober 2005.
Jeg havde jo i min naive tro forestillet mig, at cirkusteltet var slået op og det hele, men hallo det er jo Grønland, så hvordan pokker skulle det være muligt at slå teltpælene fast nogen steder på fjeldet ! Det er ikke nemt, når man forbinder den slags begivenheder med telt, manege o.s.v. Jeg var helt skuffet over det til at starte med.
Her foregik det i en af sportshallerne og i en meget forenklet udgave. Artisterne var dygtige, så der var nok at klappe og grine af. Dario er ikke lige min yndling, men han gjorde det da meget godt.
Det er lidt af et tilløbsstykke, når der sker den slags i byen. Masser af børn og voksne. To forstillinger på samme dag så var det slut. Jeg mener, at de skulle videre til andre byer på Grønland. De kommer igen til næste år, så må vi se, om vi stadig er her til den tid !