Ørken safari m.m.

Desert safari Abu Dhabi

Fredag den 13. januar 2017 var jeg og næsten alle kollegaer på Desert safari i ørkenen ved Abu Dhabi arrangeret af Emirates Adventures tours & Safari (Half day desert safari)
Vi blev alle hentet kl. 14:30 ved hotellet og kørt i 45 minutter ud af Abu Dhabi til det nærmeste stykke ørgen i 3 Toyota Landcrusers V8.
Første del var en indhegning med dromedarer, som blev lukket ud til lidt mad blandt os, så vi kunne se og røre dem. Dyrene var rolige og ret nuttede. De har givetvis haft besøg tidligere.
Anden del var kørsel i sandklitterne i bilerne (dune bashing). Det var en ret grænseoverskridende oplevelse at prøve at køre i en bil som nærmest surfede rundt i klitterne. Bilerne fik virkelig lov til at arbejde og jeg kunne ikke undgå at blive en smule køresyg. Men det var en ret fed oplevelse. Da føreren af bilen på et tidspunkt fik et opkald på mobilen tog han kaldet og kørte videre i klitterne med én hånd på rettet – lidt angstprovokerende, men jeg tog det som et tegn på at han vidste hvad der krævedes for at kunne føre bilen sikkert igennem klitterne.
Tredige del var kørsel på firhjulede motorcykler (Quad bikes), hvor vi selv med en fører i front fik lov til at køre rundt 3 mand ad gangen i 15 minutter. Det var ret sjovt.
Sidste del af turen var en lejr, hvor vi kunne få noget at drikke og spise. Der var mavedans og vandpiber og i det hele taget blot lidt afslapning.
Vi blev kørt tilbage til hotellet kl. 21:30 – alt i alt en god tur.
Der er billeder i fotoalbummet.
Derudover har jeg det udmærket. Min forkølelse/halsbetændelse er forsvundet, jeg har så småt genoptaget den daglige motion, men er ikke rigtigt ovenpå efter at være ankommet. Der er stadig papirer der skal ordnes; visum kørekort, bankkonto osv. Så er jeg heller ikke helt på plads med bolig – jeg ved ikke hvad jeg skal vælge endnu og i morgen skal vi ud og kigge på et nyt sted. På et tidspunkt må det da falde på plads!

Ankomst i Abu Dhabi

Så er jeg i Abu Dhabi!

 
Turen herned gik fuldkommen som planlagt fra København over Berlin (TXL) til Abu Dhabi. Flyet ankom endda lidt for tidligt. Selvom det næsten altid er klaustrofobisk at flyve på economy class, så kom jeg frem uden mén på ryggen. Air Berlin får point af mig.
 
I Abu Dhabi var der modtagelse så jeg kom sikkert frem til Oaks Liwa Executive Suites, hvor jeg skal bo den kommende tid.
Jeg er blevet vist lidt rundt i nærmiljøet og jeg har fået min bil og kørt den første tur i byen, så langt så godt.
 
I dag måtte jeg så melde mig syg. Jeg har haft forkølelse og ondt i halsen de sidste 5 dage og det kulminerede i nat med feber. Øv.
 
Mine søde kollegaer gør alt muligt for at bringe de rigtige papirer i orden, så jeg lige om straks har visum og kørekort.
 
Indtil videre er mine sanser bedøvet af forkølelse, nye sanseindtryk og et væld af informationer, så der går sikkert noget tid inden jeg har det forkromede overblik.
 

En ny rejse starter

Jeg har fået en udstationeringsaftale med min arbejdsgiver og skal den næste tid arbejde i De Forenede Arabiske Emirater og bo i Abu Dhabi.
Jeg vil skrive om nogle af mine oplevelser med at bo i Abu Dhabi og fortælle hvad jeg lærer om at bo i udlandet i en periode, når familien ikke er med. Jeg vil ikke skrive noget om mit arbejde eller emner relateret til mit arbejde – kun mine personlige oplevelser.
Nu er det ikke sikkert at der bliver skrevet noget her hver dag eller hver uge, men når jeg synes der er noget at fortælle og jeg føler mig inspireret, så skriver jeg det. Jeg har valgt at bruge min egen blog og ikke f.eks. Facebook – fordi jeg ikke vil gøres til en reklamesøjle eller et produkt (Jeg ved godt det er lidt idealistisk at tro det kan lade sig gøre i dag).
Det kan være at jeg senere skriver noget om den periode der er gået op til afrejsen – som et emne i sig selv. Det har været en turbulent tid med mange forberedelser og overvejelser specielt også omkring familien og det faktum at de ikke tager med. Så har jeg også fabrikeret den ene tjekliste og huskeseddel efter den anden for der er mange detaljer der skal være på plads. 
Mine søde kollegaer på kontoret i København gav mig følgende i “afskedsgave”:

De er ikke helt uden humor 🙂 
Jeg fik linket herunder fra en af mine kollegaer i Abu Dhabi som en appetitvækker – nu må vi se om jeg får tid til at opleve det hele i virkeligheden 🙂

Vandretur i Irland

img_0867Jeg og Susanne har været på vandretur i det nord-vestlige hjørne af Irland i området omkring Donegal. Vi var afsted i 7 dage fra den 15.-22. juli sammen med ca. 20 andre medrejsende og rejseselskabet topas.dk. Vi havde base i byen Dungloe, hvor vi boede på The Midway B&B og hvorfra alle turene udgik.
Paula og hendes mand på The Midway B&B var meget gæstfrie og hjælpsomme og man fandt sig hurtigt tilrette.
Turen var alt i alt fantastisk god. Alle de medrejsende var søde mennesker som alle holder af at gå lange ture. Nogen med mere besvær end andre. Den eneste person i selskabet som kom til skade var vores guide Pernille, hvis knæ gav efter så hun måtte overlade det til den lokale guide Eddie at følge os rundt og fortælle historier om Irland.
Vejret hele ugen må betegnes som værende over middel for Irland. Vi havde én dag som startede med regn, men ellers var vandreturene uden vand fra oven og vi oplevede endda Irlands varmeste dag med 27 grader og blå himmel da vi kravlede op ad Slieve League den 19. juli.
Beskrivelsen af turen nedenfor er taget fra rejsebureauets hjemside, tilpasset lidt og så sat sammen på den måde som vi gik turene.
Irland, Dungloe
Vi kan helt klart anbefale Topas Travel når man skal have en aktiv ferie.
Beskrivelse af vandreturene:
Dag 1: fredag 15.juli. Rejse fra København via Dublin til Dungloe
Fly fra København til Dublin tager ca. 2 timer og 10 minutter. Fra Dublin har vi ca. 4 timers buskørsel (med en gammel bus ved navn Daisy) kørsel til Dungloe, hvor vi indlogerer os på The Midway B&B and Bar.
Dag 2: lørdag 16. juli. Crohy head og landsbyen Maghary
Efter morgenmaden forlader vi Dungloe til fods ad hovedgaden syd ud af byen. Vores mål er halvøen med det 245 m høje Croaghegly, som er vores fikspunkt i løbet af dagen. Vi går først på små asfaltveje, men kommer snart ind på hjulspor med lidt asfalt på.
Bebyggelsen er efterhånden spredt, og vi går gennem”bog” som er lyngklædt mose med lave buske. Efter ca. 6 km. svinger vi ind på den smalle vej der går i en bue rundt om Croaghegly og vi har på klare dage udsigt langt nedad kysten. Under os bruser havet mod de stejle klipper på vejen mod bebyggelsen Crohy og klippefremspringet Crohy Head. Her langs kysten er der adskillelige gode steder vi kan nyde vores medbragte frokost. Lidt længere fremme dukker en fin sandstrand op, som tegn på at vi har nået Maghary. Bebyggelsen ligger spredt i lavlandet bag Croaghegly og her er kun en frisør og en pub, hvor vi vælger pubben”Strand Bar” til en forfriskning. Vi bliver kørt den korte tur tilbage til Dungloe.
Dagens tur er på ca. 14 km. og tager os ca. 4 timer.
Dag 3: søndag 17. juli. Arranmore Island
Blot 5 km. nord for Dungloe ligger den lille havn Burtonport, hvorfra vi i dag tager den lille færge til Arranmore Island blot et kvarters sejlads væk. Vi går i land i et meget lille samfund med et par”hoteller”/barer, en skole, en købmand og et lille posthus der nærmest ligner et legehus. På de små grus- og asfaltveje kan vi begive os ud på en hyggelig rundtur, som bringer os gennem de små bebyggelser, hvor fårehundene melder vores ankomst i god tid.
Snart kommer vi op på toppen af øen, hvor der er udsigt over det nøgne landskab indrammet af det blå hav overalt omkring os. Der er ekstremt lidt trafik på den lille vej og det er mest fårene der benytter den som mødested.
Efter frokosten ved en lille sø har vi kun et par timers vandring, før vi igen er tilbage i byen ved havnen. Efter færgeturen til Burtonport og den korte køretur til Dungloe.
Vandring: ca. 17 km. 5 timer.
Dag 4: mandag 18. juli. Kysten ved Bloody Foreland
Fra Dungloe begiver vi os ud på den ca. 45 min. lange køretur nordpå langs kysten. Vores startpunkt er ved et lille hotel, hvorfra vi begiver os mellem de spredte huse ud mod vandet.
Ruten i dag byder hele dagen på vandring tæt ved kysten, og vi kommer snart ud på græsklædte bakker og følger kystlinien ud og ind i de små bugte og vige. Snart passerer vi en mole og en lille havn og passerer gennem en lille landsby før vi kommer ud på et hjulspor over en lang åben strækning. Vi går nu langs havet og kan skue ud over det brusende hav, hvor nærmeste land er USA’s østkyst, der har haft, og stadig har, en stor tiltrækningskraft for folk i Donegal og resten af Irland.
Vi passerer nogle stejle klipper hvor fårene græsser på toppen og befinder os snart i”The bog”, der frit kan oversættes til tørvemosen. Det er ikke let terræn, her er sumpet, vådt og ujævnt efter mange års tørvegravning. Vi holder os til afmærkninger på pæle der fører os gennem landskabet. Lidt længere fremme møder vi tørvegravere, der arbejder hårdt på at sikre vinterens varmekilde i form af de sorte tørv, der stadig er uhyre vigtige overalt i Donegal.
Fremme ved de første huse i Curransport møder vi en lille smal vej, der fører os helt ned til havet og en lille betonmole. Vi fortsætter ad små veje med spredt bebyggelse og går de sidste par kilometer ad asfaltvejen, frem til den lille havn og fiskerleje med færgeforbindelse til det fjerne Tory Island. Foran strækker den vidtstrakte Dumhaig Dooey sandstrand sig et par km. ud i havet. Vi kan gå ad stien i klitterne udad og på den brede strand tilbage til fiskerlejet, hvor bussen henter os. Det er her muligt at få en svømmetur i det friske vand eller få sig en forfriskning i fiskerlejets isbar.
Dagens vandring ca. 18 km. 6½ t.
Dag 5: tirsdag 19. juli. Slieve League: de højeste kystklipper i Irland
Slieve Leagues klipper er blandt de højeste kystklipper i Europa og byder på udsigter ud over det skummende Atlanterhav, der hamrer mod klipperne 500 m. nede i dybet.
Vi starter ad vandrestien fra parkeringpladsen ved udsigtspunktet. Stien herfra er i god stand og fører os på sikker afstand af den dybe afgrund. Efter ca. ½ time svinger vi lidt længere ind i landet og her er stien sværere at følge med små træpinde som afmærkning. Vi passerer en lidt stejl bjergside, inden vi støder til et lille hjulspor, der bringer os de sidste højdemeter op på det højeste punkt på ruten: et klippefyldt plateau på 595 m.
Dagens vandring: Ca. 15 km. 7 timer.
Dag 6: onsdag 20. juli. Glenveagh National Park og Glenveagh Castle
Vi har ca. ½ times kørsel til starten af vores vandring på heden i Glendowan Mountains. Fra den lille p-plads går det stille og roligt ned ad en god sti og vi har snart udsigt over den langstrakte Lough Beagh. Stien følger et smukt vandløb til bredden af søen, hvor vi kommer ind i, hvad man på disse kanter, kalder skov. Stien er utrolig smuk og vi har udsigt til brusende vandfald på siderne af Derryveag Mountains på den anden side af søen.
Efter ca. 8 km. når vi efter jævn vandring frem til Glenveagh Castle, der ligger i et beskyttet mikroklima ved bredden af søen. Udover det victorianske slot er her en helt fantastisk have med forskellige temaer, væksthuse, udsigtspunkter og selvfølgelig et væld af planter og blomster. Der er mulighed for at drikke te i den stemningsfulde café og besøge selve slottet på en guidet rundtur. Efter at have tilfredsstillet alle sanser fortsætter vi langs søen ca. 1½ km, før vi drejer til højre og følger en lille grusvej opad, ud i den åbne hede.
Vi finder en god plet og indtager vores medbragte frokost med udsigt til Lough Beagh. Glenveagh Castle blev bygget mellem 1870 og 1873 af John George Adair: af irsk lavadel, som havde skabt sig en formue og giftet sig i USA.
Efter frokost passerer vi det høje dyrehegn der markerer vores exit af Nationalparken og vi kan her fra højderyggen skimte Gartan Lough og det grønne landskab omkring. Efter et par km. når vi de første spredte huse og stiler efter en lille halvø i søen hvor vi finder Glebe Gallery. Her har vi mulighed for at besøge både haven, det smukke 1800- tals hus der var beboet af landskabsmaleren Derek Hill og det nærliggende galleri med malerier af moderne kunstnere. Der er også mulighed for at få en forfriskning mens vi venter på at bussen henter os.
Dagen vandring er ca. 15 km. med moderate stigninger: ca. 6 timer.
Dag 7: torsdag 21. juli. Mount Errigal
Vi giver os i dag i kast med områdets højeste top. Allerede efter halvdelen af vores 40 min. køretur er vi ikke i tvivl om hvor vi er på vej hen, for Mount Errigal rejser sig som en ensom kæmpe ud af”The bog” med sin symmetriske kegleformede top på 751 m.
Vi”angriber” bjerget fra sydvest og kommer hurtigt gennem den nederste lidt fugtige del, for at stige kraftigt op ad den stenede side. Der er ikke en afmærket sti, men ruten giver for det meste sig selv og zigzagger ubønhørligt opad. Efter den første stigning får vi et vue ud over de øde strækninger mod syd og vest og udsigt ud mod kysten med bebyggelser og landsbyer i det fjerne.
Fra den første”snydetop” er der ikke langt til Errigals rigtige top, hvorfra vi kan ane Dunlewy Castle på den anden side af søen af samme navn. Vi får også et fantastisk kig ind over de uvejsomme Derryveagh Mountains. En stille og rolig nedstigning bringer os til foden af bjerget, hvor vi nyder vores medbragte picnic.
Dagens topbestigning er på 500 højdemeter, ca. 7 km og tager os ca. 4 t.
Dag 8 – fredag 22. juli. Farvel til Donegal og afgang til Danmark
Vi siger farvel til The Midway, Dungloe og ikke mindst de mange flinke folk vi har mødt i den forløbne uge og sætter kursen mod Dublin Lufthavn.

Vandretur i Alsace, Frankrig

Jeg og Susanne har været på vandretur i Alsace området i Frankrig.

Alsace_2015-004
Kientzheim

Den første vandretur: Fra Kientzheim over Kaysersberg og Fréland til Lapoutroie. Det tog 6 timer og er på kortet en strækning på 16 km.
Den anden vandretur: Fra Lapoutroie til Orbey. Det tog 6 timer og er på kortet en strækning på 18 km.
Den tredige vandretur: Fra Orbey til  Labaroche. Det tog 4 timer og er på kortet en strækning på 11 km.
Vi boede på nogle fine små hoteller i Kientzheim, Lapoutroie, Orbey og Labaroche hvor vi fik nogle fantastiske måltider alle steder samt smagt på rigtig god vin.
Der er billeder fra turene og området i fotoalbummet.

Mathildes studietur til Island

OLYMPUS DIGITAL CAMERAMathilde er kommet sikkert hjem igen fra studietur med Gribskov efterskole til Island i perioden 20.-26. maj 2015.
Der var ikke et fast program på turen, men følgende muligheder var på plakaten, hvis vind og vejr tillod det (det kan være at Mathilde på et tidspunkt afslører, hvor meget af det de nåede):
 

  • Reykjadalur (2-3 timers vandretur i geotermisk dal samt badning i varm kilde)
  • Gletsjervandring og gletsjerklatring (isklatring) ved Sólheimajökull
  • Dagstur til Skaftafell (smukt bjergområde) og Jökulsárlón (gletsjerlagune med smukke isbjerge) hvor vi skal sejle blandt isbjerge.
  • Vandretur med overnatning i en lille grotte (smukt område, hvor scener fra Game of Thrones sæson to er optaget)
  • Rappelling fra klipperne i Vik med Vik”™s rescue team.
  • Badning i geotermisk pool ved Seljavellir + andre badeoplevelser
  • Besøg på Katla Museum i Vik med efterfølgende safari i området (hvordan påvirker vand og lava naturen og kulturen)
  • Sightseeing bl.a. Gullfoss, Thingvellir, Geysir, Seljalandsfoss, Skogafoss, Dyrhólaey og andre mere ukendte ting, som vi ikke kan navnene på fx et flyvrag, som ligger ude midt i”ingenting”, Viks sorte strande med basalt søjler (Hvis man skal slå det op, søg på:”Vik basalt columns”), Islands smukkeste (og helt ukendte: det ligger helt gemt væk bag klipper) vandfald ifølge vores vært og meget mere.
  • Shopping eller sightseeing i Reykjavik
  • Evt. ridning på islandske heste og paraglidning.

Der er tilføjet billeder i fotoalbummet.

En uge på den vestlige del af Kreta

Platanias
I år valgte vi for en gangs skyld at prøve noget nyt 🙂 – vi tog til Kreta igen. Denne gang gik turen til den vestlige del af Kreta, hvor vi ikke har været tidligere. Det var vi lige ved at fortryde for det føltes lidt forkert at vi ikke var hos Alex. Årsagen til at vi valgte Vestkreta var nok mest fordi der alligevel skulle være lidt fornyelse i vores ferievaner. Vi tager helt sikkert til Alex næste gang.
Hvis du ikke gider læse videre, så kan du i stedet nøjes med at kigge på et par billeder fra turen.
Læs videre “En uge på den vestlige del af Kreta”

Efterårsferien 2009

ParisNu er efterårsferien allerede ved at være godt brugt, men vi fik da noget ud af den. I år valgte vi at tage en tur med ungerne til Paris. Jeg bookede fly og hotel hos DSB rejsebureau og købte “Visite Paris” (bus, tog og metro billetter) hos Arte udland.
Selve transporten frem og tilbage gik fint; fly, tog og metro opførte sig som man kan forvente. Charles De Gaulle lufthavnen er dog noget af et mysterium og den kræver lidt kendskab. Men vi fik da lært at hvis du vælger at gå til boarding området, så er det slut med at shoppe eller få noget at spise. Hvis man fra boardingområdet vælger at gå til sin gate, så passerer man først da security og så er det slut med toiletbesøg!
Så man skal først checke ind, Derefter shoppe/spise m.m. og så derefter gå til boardingområdet, gennem security og til gaten.
Hotellet var Hotel Au Pacific som ligger på Rue Fondary ved metrostationen Avenue Emile Zola. Det er et hotel med 2½ stjerne. Ikke noget luksus, men der er bad og en seng at sove i og så har de gratis Wi-Fi forbindelse til internettet. Morgenmaden var inkluderet i prisen. Vi havde bestilt og fået to dobbeltværelser med en forbindelsesdør og det fungerede godt. Der var ikke dyner på sengene, men det velkendte koncept med lagener og tæppe i flere lag. Så man vågnede om morgenen med det hele rodet sammen.
Vi fik tiden til at gå med at shoppe, gå tur, køre bus og metro og så lege turister. Vejret var rigtigt godt: blå himmel og mellem 13-16 graders varme. Når det blæste eller man stod i skygge, så var det noget koldt.
Vi fik set lidt af Paris, men slet ikke nok. Vi havde også valgt ikke at tage i EuroDisney, det bliver næste gang. “Plastic-world” må vente lidt endnu.
Et tip, når du færdes rundt i Paris: til Ipod touch og Iphone findes der flere applikationer med kort – både til adressesøgning og planlægning af ture med tog/metro. Der findes også et online kort for tog/ metrokort her: Plan Interactif des transports en Ile-en-France
Der ligger nogle af billederne fra vores oplevelser i Paris i fotoalbummet.

Hjemtur

Den meste af fredagen arbejde, arbejde, arbejde – kun afbrudt af en burger ved froksttid.
Om aftenen brugte jeg det meste af mit krudt på at få pakket kufferten og blive klar til at tage i lufthavnen. På et tidspunkt overvejer jeg kraftigt at tage en morfar, da de aftenen før holdt mig vågen med Bingo og musikstøj fra hotellet.
Aftensmaden bliver indtaget på hotellet. Heldigvis – jeg orker ikke endnu en tur gennem byen i tæt trafik. Under aftensmaden foreslog Peter på et tidspunkt da Arni spilder suppe, at Arni skulle finde ud af, hvad hagesmæk hedder på arabisk.
Kl halv ni checker jeg ud af hotellet og Arni kører mig til lufthavnen. Jeg checker ind til Business class og placerer mig i Gulf Air Loungen og venter. På et tidspunkt kommer en af tjernerne forbi og fortæller at mit fly er forsinket med en halv time i afgangen. Det er ellers meget fedt at sidder i Loungen, man kan få alt muligt at spise og drikke, man sidder godt og der er fred og ro til at læse.
Afgangen fra Muscat bliver kl. 5 minutter over midnat mod Bahrain
Resten af turen hjem er helt uproblematisk med mellemlandinger i Bahrain og Frankfurt. Jeg var nærmest i bevidstløs tilstand mellem Bahrain og Frankfurt, da man kan ligge ned og sove på i stolene Business class.
Fra dør til dør tog det fra kl. 21 den 8. februar (Oman tid) til kl. 14 den 9. februar (DK tid).