Fredag den 13. januar 2017 var jeg og næsten alle kollegaer på Desert safari i ørkenen ved Abu Dhabi arrangeret af Emirates Adventures tours & Safari (Half day desert safari)
Vi blev alle hentet kl. 14:30 ved hotellet og kørt i 45 minutter ud af Abu Dhabi til det nærmeste stykke ørgen i 3 Toyota Landcrusers V8.
Første del var en indhegning med dromedarer, som blev lukket ud til lidt mad blandt os, så vi kunne se og røre dem. Dyrene var rolige og ret nuttede. De har givetvis haft besøg tidligere.
Anden del var kørsel i sandklitterne i bilerne (dune bashing). Det var en ret grænseoverskridende oplevelse at prøve at køre i en bil som nærmest surfede rundt i klitterne. Bilerne fik virkelig lov til at arbejde og jeg kunne ikke undgå at blive en smule køresyg. Men det var en ret fed oplevelse. Da føreren af bilen på et tidspunkt fik et opkald på mobilen tog han kaldet og kørte videre i klitterne med én hånd på rettet – lidt angstprovokerende, men jeg tog det som et tegn på at han vidste hvad der krævedes for at kunne føre bilen sikkert igennem klitterne.
Tredige del var kørsel på firhjulede motorcykler (Quad bikes), hvor vi selv med en fører i front fik lov til at køre rundt 3 mand ad gangen i 15 minutter. Det var ret sjovt.
Sidste del af turen var en lejr, hvor vi kunne få noget at drikke og spise. Der var mavedans og vandpiber og i det hele taget blot lidt afslapning.
Vi blev kørt tilbage til hotellet kl. 21:30 – alt i alt en god tur.
Der er billeder i fotoalbummet.
Derudover har jeg det udmærket. Min forkølelse/halsbetændelse er forsvundet, jeg har så småt genoptaget den daglige motion, men er ikke rigtigt ovenpå efter at være ankommet. Der er stadig papirer der skal ordnes; visum kørekort, bankkonto osv. Så er jeg heller ikke helt på plads med bolig – jeg ved ikke hvad jeg skal vælge endnu og i morgen skal vi ud og kigge på et nyt sted. På et tidspunkt må det da falde på plads!
Tag: Abu Dhabi
Ankomst i Abu Dhabi
Så er jeg i Abu Dhabi!
En ny rejse starter
Jeg har fået en udstationeringsaftale med min arbejdsgiver og skal den næste tid arbejde i De Forenede Arabiske Emirater og bo i Abu Dhabi.
Jeg vil skrive om nogle af mine oplevelser med at bo i Abu Dhabi og fortælle hvad jeg lærer om at bo i udlandet i en periode, når familien ikke er med. Jeg vil ikke skrive noget om mit arbejde eller emner relateret til mit arbejde – kun mine personlige oplevelser.
Nu er det ikke sikkert at der bliver skrevet noget her hver dag eller hver uge, men når jeg synes der er noget at fortælle og jeg føler mig inspireret, så skriver jeg det. Jeg har valgt at bruge min egen blog og ikke f.eks. Facebook – fordi jeg ikke vil gøres til en reklamesøjle eller et produkt (Jeg ved godt det er lidt idealistisk at tro det kan lade sig gøre i dag).
Det kan være at jeg senere skriver noget om den periode der er gået op til afrejsen – som et emne i sig selv. Det har været en turbulent tid med mange forberedelser og overvejelser specielt også omkring familien og det faktum at de ikke tager med. Så har jeg også fabrikeret den ene tjekliste og huskeseddel efter den anden for der er mange detaljer der skal være på plads.
Mine søde kollegaer på kontoret i København gav mig følgende i “afskedsgave”:
De er ikke helt uden humor 🙂
Jeg fik linket herunder fra en af mine kollegaer i Abu Dhabi som en appetitvækker – nu må vi se om jeg får tid til at opleve det hele i virkeligheden 🙂