Jeg kan godt li’ at bruge mit kamera og tager gerne billeder – masser af billeder. Så langt så godt.
Jeg er ikke særlig god til at få smidt de billeder af ringe kvalitet væk. De har en tendens til at blive hængende på min harddisk indtil jeg en gang i mellem går amok og laver seriøs rengøring blandt billederne.
Der er et problem med digitale fotos, som jeg støder på igen og igen. Det er problemet med at finde tilbage til det der geniale skud, som jeg tog dengang ….øh. Det er svært, for ikke at sige meget svært, at finde rundt blandt billederne.
Organisering i år – måned – dag i forskellige mapper på harddisken er måske meget nærliggende og det er der da også en del kamerasoftware der gør. Men jeg kan helt ærligt ikke huske dato for, hvornår jeg tog hvad – med mindre det er en bestemt begivenhed som en fødselsdag eller sommerferie.
Man kan måske også have den mening, at det er en noget forældet måde at strukturere billederne på. Jeg gider nemlig ikke at føre en kalender ved siden af.
Man kan også organisere billederne i forskellige mapper på harddisken efter emner, oplevelser, steder osv. Det er lidt i stil med organisering efter år – måned – dag, men kræver lidt mere indsats efter at billederne er hentet ud af kameraet og over på harddisken.
Jeg tror den optimale måde at strukturere sine billeder på, er at udnytte den information, som kameraet tilføjer hvert enkelt billede: Exif (Exchangeable Image File Format).
Exif data er blandt andet information om:
- Dato og tid for fotografering samt eventuel redigering af billedet.
- Kamera fabrikat og type.
- Software for apparat.
- Software for billedredigering.
- Kompression og resolution.
- Optagetid og blænde.
- Flash anvendelse.
- Farvespecifikation.
- osv.
Denne information er ikke altid nok, der skal også tilføjes nogle ekstra data (meta data) som begivenhed, emne, sted, osv.
Billederne behøver ikke ligge struktureret i forskellige mapper, de kunne principelt ligge i en enkelt mappe.
Denne metode, som forudsætter noget ordentlig billedsoftware, kræver lidt mere arbejde end organiseringen i forskellige mapper, idet man skal gennemgå sine billeder og tilføje de ekstra data. Fordelen er selvfølgelig at man kan få smidt sine dårlige billeder ud med det samme og man opnår nemmere søgemuligheder blandt sine billeder.
Der findes masser af billedsoftware – både fra kameraproducenterne og de store softwarevirksomheder – som kan løse opgaven.
Der er blot en ting du skal huske: TAG BACKUP AF DINE BILLEDER! – og det gerne på flere forskellige medier. Det værste man kan opleve er, at billederne går tabt – så skidt med at man ikke har fået dem organiseret optimalt.
Nåe ja, det er god karma at sikre sig, at hvert billede har et unikt filnavn og at man ved hvor de findes på harddisken…