Tag: Muscat

Så er jeg atter i moderlandet. Turen hjem var noget af et mareridt. Vi fik et ufrivilligt ophold i Bahrain mellem kl. 01:00 – 05:00. Det var noget af en overvindelse, jeg havde mest lyst til at sove, men sad det meste af tiden og hang over en café latte og min bog. Jeg missede min flyver i Frankfurt, men Gulf Air havde allerede booket mig ind på en senere flyver til København (mange tak for det, Gulf Air)
Den sidste dag i Oman var lidt hektisk, som rejsedage jo altid føles, men det sluttede fint nok med at jeg blev inviteret ud og spise af Jens, som fyldte 40 år (Tillykke Jens!). Vi havde selvfølgelig selskab af Bettina, Alexander og David. Lige efter middagen måtte jeg hjem til gæstehuset og kaste tøjet i en kuffert og så afsted til lufthavnen.
Sådan alt i alt stod turen til Oman denne gang mest i arbejdets tegn. Jeg havde kun en fridag under opholdet og den brugte jeg til en strandtur og til at få hvilet ud i. Ellers fik jeg ikke set mere af Oman udover at besøge diverse offentlige myndigheder da jeg fik resident card og driver licens.

Når man ikke er turist i Oman, men arbejder for et projekt eller en arbejdsgiver, så er det ikke nok at få turist visa hver gang man ankommer til landet. Derfor har min arbejdsgiver sørget for at jeg har fået et 2 årigt visum til Oman samt et kørekort. Nu kunne det lyde som om det er enkelt at få papirerne i orden, men det kræver en del forberedelse og til slut skal man rundt til en række offentlige kontorer for at få det sidste ordnet.
Så jeg og tre andre kollegaer fik at vide at vi skulle på tur rundt til de forskellige myndigheder og få de endelige papirer i orden og at det ville tage en hel dag. Vi blev kørt rundt af en administrativ medarbejder på kontoret som er Omaner(og som har en forkærlighed for Bryan Adams – det bånd kørte i hvert fald i ring på bilradioen)
Tak skæbne for en tur! Det tog en hel dag(!) og meget af tiden var ren ventetid, men vi gennemgik følgende: helbredsundersøgelse (den var meget sparsom), blodprøve, fingeraftryk, endnu en blodprøve (type bestemmelse) og fotografering. Og det foregik ikke samme sted, men en 4-5 forskellige steder i byen. Ud af det fik vi alle hver sit resident card, som gælder 2 år og hver sit kørekort, som gælder i 10 år. Turen blev gennemført uden mad og drikke – næsten – vi fik kun vand at drikke, så da vi endeligt nåede tilbage til kontoret kunne jeg spise en hel kamel – det blev dog til noget med kylling.
Min bil har igen drillet mig, men nu er jeg snart vant til at den går i stå, så nu betragter jeg det som en del af helhedsoplevelsen. En kollega fortalte mig nu i eftermiddags, at min bil skal have mast koblingen helt i gulvet ellers vil motoren ikke starte med det samme. Sådan er det med japansk isenkram.
I morgen starter Ramadannen hernede, hvilket er en af de 5 grundpiller (den første tror jeg) i Islam. Det betyder en hel måned med faste fra solopgang til solnedgang. Det betyder også at vi ikke-muslimer ikke må ryge, drikke og spise (man må ikke putte noget i munden) på offentlige steder samt at vi skal være mere konservative i påklædningen (f.eks. ingen korte bukser m.m.).
For mit eget vedkommende glæder jeg mig til snart at komme hjem igen. Jeg savner Susanne og ungerne – 14 dage er trods alt lang tid væk hjemmefra.

I går var jeg nødt til at aflevere min bil til reperation. Der var noget galt med airconditioning. I stedet fik jeg nøgler til en erstatningsbil og da jeg fandt bilen på parkeringspladsen opdagede jeg at den havde automatgear. Nu har jeg ikke prøvet automatgear før, så jeg var ikke meget for bare at sætte mig ind og forsøge på at køre bilen. Så jeg måtte til vores gode medarbejder Sasha og bede ham om en kort lektion. Det syntes han vist var meget sjovt, at jeg ikke kunne finde ud af at køre en bil med automatgear. Det lykkedes mig at lære det og jeg og bilen har det stadig godt.
I nat fik jeg endelig en uafbrudt søvn, så her til morgen er mit humør lidt bedre.

Så er jeg atter i Muscat for endnu en gang at tilbringe et par arbejdsuger på projektkontoret.
Turen herned var ligesom den første tur noget af en oplevelse med forsinkelser og ændringer. Den sluttede af med at jeg måtte stå i kø til visa i Muscat i ca. 2 timer inden jeg endeligt kunne begive til gæstehuset. På et tidspunkt efter 1½ times kø var der en kvinde fra England, som flippede helt ud og bare gik op mod skranken til visa udenom alle andre. Hun syntes det havde varet længe nok. Hun blev selvfølgelig stoppet af personalet og hun blev talt “ned på jorden” igen. Det viste sig at hun havde stået i den forkerte kø – så blev hun lidt småsur igen, men det klarede personalet også og til sidste lykkedes det hende at få sit visa.
Jeg hentede nøgler og bil ved vores projektkontor og krydsede fingre for at jeg kunne finde vej til gæstehuset. Desværre syntes min bil, ved det sidste venstre sving, at det var på tide at gå i stå. Jeg fik et indre anfald af vrede ligesom den uheldige engelske kvinde i køen til visa. Efter ca. 20 forsøg på at starte bilen gik motoren endelig igang igen – den oplevelse kunne jeg godt have været foruden.
Jeg kom først i seng kl. 01:00 og vågnede igen kl. 06 med hovedpine og ondt i ryggen. Jeg er ikke skabt til lange stillesiddende rejser.
De to første dage, som hernede er weekend, gik med at gennemføre en opgave for COWI’s IT afdeling. Det lykkedes nogenlunde som det var planlagt, men det blev sent igen i går (sov først kl. 01:30) og i dag var det slut kl. 18, så nu er jeg rimelig træt.
I morgen står den på almindeligt arbejde på projektet og forhåbentligt har jeg fri på et mere humant tidspunkt.

Følg med i en af mine kollegaers ophold i Oman.
Anders er i praktik på Oman projektet indtil december i år. 
Se Anders hjemside på Vesterboe.dk – han har taget en del gode billeder på sine udflugter i Muscat og omegn.

Jeg har lige fundet et link til en vejrudsigt for Muscat i Oman – tænk sig engang at DMI også forsøger at forudsige vejret i Muscat 🙂
Vejret i Muscat

Så er næste tur til Muscat på planen.
Denne gang bliver det måske endnu bedre end første gang. Nu kender jeg jo nogenlunde til stedet og kontoret.
Klimaet er forhåbentligt også en anelse køligere denne gang – de officielle statistikker siger noget med 36 grader i gennemsnit om dagen og 30 grader om natten.
Det eneste jeg skal huske på at forberede noget bedre er flyveturen. Hvis den foregår om natten, så skal jeg fan’me passe på min ryg og ligge ordentligt inden jeg falder i søvn. Jeg kan stadig mærke sidste tur hjem…

Ja, så er jeg atter i moderlandet. Turen hjem med flyveren fra Muscat via Bahrain til Frankfurt var ikke videre behagelig. Firmaet vil jo gerne spare og det gøres ved at give medarbejderne flybiletter på økonomiklasse. Men problemet er at turen hjem fra Muscat foregår om natten og derfor vil jeg gerne kunne sove, men det er der ikke plads til på økonomiklassen, så på trods af adskellige forsøg på at finde behagelige stillinger i et elendigt flysæde, så er min ryg og nakke nu totalt ømme. Så hvis du skal til Muscat (og hjem) – så flyv på 1. klasse. Flyveturen kulminerede i øvrigt omkring kl.05 om morgenen ved at en stewarddesse hældte brænd varm kaffe ned i skøden på mig ved et uheld. Så var et hvert søvnforsøg efterfølgende umuligt.
De sidste par dage i Muscat gik fint – vejret var varmt (som sædvaneligt) og det meste af tiden var jeg på arbejde. Til alt held flyttede der yderligere 3 personer ind i gæstehuset, så jeg ikke var helt alene.
Næste tur sydpå bliver en gang i september eller der omkring.

I det område, hvor gæstehuset ligger, bliver der mange steder opført nye private boliger. Byggeriet foregår på en noget anden måde end derhjemme og husene er også af en anden kvalitet.
Husene er meget store efter hjemlige forhold typisk omkring 300-400 kvadratmeter i to etager. Husene bygges af indiske bygningsarbejdere, som lever i nærheden af byggepladsen under kummerlige forhold. Et sted så jeg at de sover udenfor under åben himmel på en lille platform med tæpper som underlag. Ikke fordi der er noget galt i at ligge under åben himmel – det kan man sagtens – problemet er at temperaturen udenfor om natten ligger nær de 40 grader. Deres mad tilbereder de under et intermistisk halvtag på enkelte gasblus. Bad og toilet forhold er der vist ikke noget af.
Jeg har spurgt om hvad de tjener og det er vist omkring 80 rialer om måneden, hvilket stadig er nok til at de kan sende penge hjem hver måned.
Hvis det hjemlige arbejdstilsyn så arbejdsforholdene og udstyret de anvender under byggeriet, så tror jeg ikke der blev bygget nogen huse i området.
De færdige huse er faktisk mange steder flotte i deres farver og finish, så resultaterne af arbejdet er gode og husene er absolut beboelige.

Den 7. juli var vi en tur i en Souq (navnet for et marked) nær Muscat. Souq’en består af en masse små butikker som ligger langs meget smalle gader, hvor selve gaden er helt overdækket. Det første man oplever er at det er utroligt varmt at gå rundt derinde, så en flaske vand ryger hurtigt ned. Butiksindehaverne står foran butikkerne og prøver at trække folk ind i ved at henvende sig meget direkte til én, når man går forbi. Lige i starten er det svært at takke nej til tilbudene, men efterhånden går man bare forbi og koncentrerer sig i stedet om at se på det, der er til salg.
Man kan købe mange forskellige ting og sager: tøj, tørklæder, guld og sølv smykker, kister, kobbertøj, billeder, alverdens småting og træfigurer m.m. Det var mit indtryk, at butikkerne havde mange indiske indehavere, så spørgsmålet er hvor “oprindeligt” lige dette marked var. En ting er sikkert, der skulle pruttes om priserne når man handlede og det var ikke svært at få prisen ned på 50% af det der stod på prisskiltet. Jeg fik kun købt et par små billeder.