wi·ma·ja·su

Jeg må jo ærligt indrømme, at det har været svært på nogen punkter at skulle skulle starte på en ny afdeling på et nyt sygehus. Jeg troede ikke, at jeg kunne vænne mig til det, men der tog jeg alligevel fejl. Efterhånden som tiden den går og jeg er faldet mere til i afdelingen, så er jeg faktisk blevet meget glad for at være der. Jeg synes stadig, at mange af de administrative arbejdsgange er tunge at danse med, men hvis det ikke bliver gjort sådan og sådan, så går der “kage” i tingene. Jeg har virkelig skulle ta’ mig sammen for ikke at brokke mig over det i tide og i utide. På en måde så vænner man sig til det og accepterer, at sådan er det her lige nu. Det er jo ikke ensbetydende med, at der ikke kan laves om på det. Jeg forsøger på diplomatisk vis, at fortælle om hvad jeg er vant til fra DK, for på den måde at gi’ mine kolleger noget at tænke over. Den jeg nok møder mest modstand hos er nok afd.spl., men det gør heller ikke spor. Det giver jo også hende noget at tænke over.
Tænk engang ! Jeg har kun været på K1 i lidt over en måned, så kommer hun sørme og spørger mig, om jeg ikke kunne tænke mig at være konstitueret for hende, mens hun er væk på barselsorlov !!!!!!!!
Min umiddelbare tanke var :”Åh nej, det kan jeg da ikke, når jeg ikke har været længere på afd., end jeg har !” Så hun har virkelig givet mig noget at tænke over. Jeg har så gået og overvejet det meget nøje og er nået frem til, at det kan jeg da godt. Jeg vil tage udfordringen op og prøve det. Det betyder så, at jeg har fri hver week-end og slipper for skiftende vagter. Det har jeg jo slet ikke prøvet i min karriere, kun da jeg havde en lille afstikker til Kirsebærbakken.
Det bliver fra januar engang, hvis altså afd.spl. holder så længe. Gisp for både hende og mig. Jeg har en del sommerfugle i maven over det.
Jeg er meget glad for mine nye kolleger, men jeg savner også dem i DK. Det er også rart at høre fra Jer i ny og næ ! Det luner og jeg føler, at jeg ikke bliver glemt. Det er selvfølgelig også op til mig selv ikke at blive det.
Baaj aamma takuss

Da vi flyttede ind i huset blev alle målere aflæst (el, vand og varme) og en tilmelding til Energiforsyningen blev betalt og accontobetalinger tilmeldt PBS.
Yes, så er der styr på sagerne – eller hva?
I lørdags dukkede et brev op fra Energiforsyningen med overskriften “Rykker 1” og teksten lød i forkortet udgave “betal eller vi lukker for el og varme den 27.10”. Det var ikke just en god oplevelse – det ødelagde faktisk weekenden (i hvert fald for mit vedkommende).
Efter et råd fra en kollega mødte jeg op hos Energiforsyningen i egen person mandag formiddag og fik reddet trådene ud ved hjælp af diverse bankudskrifter m.m. På et tidspunkt måtte jeg låne en af deres PCere for at logge på min netbank så jeg kunne bevise, at jeg havde betalt rykkeren. Doh!
Der er tilsyneladende sket det at Energiforsyningen og PBS har fået rodet lidt rundt i tingene i forbindelse med noget systemomlægning. Nå men nu er det den 27.10 og der er stadig strøm på – i hvert fald indtil videre 🙂
Mit nervesystem har altså ikke godt af sådanne oplevelser.

En ny weekend truer.
Susanne og ungerne skal i dag i Katuaq og se filmen “Grislings store eventyr” – det er ikke lige min stil, men specielt Mathilde er helt vild med Grisling.
I aften skal Mads til klassefest på skolen. Der skal foregå en del aktiviteter, bl.a. skal Mads optræde med et tryllenummer. Ungerne har mulighed for at overnatte der (stakkels lærer) til næste dag.
I morgen skal jeg på en sejltur ind i bunden af Godthåbsfjorden ind til personaleforeningens hytter. Der er lige opført en ny hytte, som skal have den første omgang maling – både inde og ude, så vi er en hel flok der skal afsted.
Det er muligt at låne personaleforeningens hytter, hvis man får lyst til at holde en forlænget weekend. Problemet er bare at man kun kan komme derind med båd og sådan én har vi ikke (endnu?). Jeg vil tage nogle billeder på turen – måske kan vi spotte hval hvis vi er heldige.
Ellers ikke noget nyt – god weekend!

Nu er det ved at blive koldt i vejret og vintertøjet skal frem – eller hva’?!?
Det handler vist nærmere om at få købt noget nyt vintertøj, da vores vintertøj fra DK er ligeså effekttivt som en sort plastikpose med huller i til en plaskvåd Roskilde festival.
Nå, som må vi have noget nyt. Det vintertøj der kan fås heroppe fejler ingenting – det er ganske udmærket, men der er bare ikke det udvalg af farver, modeller og mærker som man er vant til i DK. Hvis overtøjet købes heroppe er der en stor sandsynlighed for at en hel andre mennesker render rundt i samme outfit som dig selv.
Så skal man have noget der ikke lige render rundt i byen allerede er der en anden vej – bestil det over nettet!
Men nu er nettet jo ikke lutter velsignelser og gælder det tøj viser det sig at være endnu mere sørgeligt. Antallet af butikker på nettet, som sælger tøj er begrænset. Ønsker du mærketøj er udvalget forsvindende.
Et andet problem er tøjstørrelser – det er sku’ en videnskab. Hvor er EU når det gælder standardisering af tøjstørrelser !?! og hvordan måler man sin tøjstørrelse!?! Jo, det afhænger bl.a. af mærket, modellen, stoffet….. suk
Jeg må efterhånden erkende, at mit drømme vintertøj fra H20 bliver det nok ikke til i år – jeg tror det ender med noget der kan prøves, købes og evt. byttes i en butik i Nuuk.

Susanne har arbejdsweekend, det er heldigvis kun dagvagter, men alligevel lidt kedeligt. “Hvad skal vi lave, far?” er et almindeligt spørgsmål fra ungerne, når Susanne er på arbejde.
I dag var svaret enkelt: det er vindstille (næsten), solen står højt på en skyfri himmel og temperaturen ligger omkring frysepunktet – vi skal ud og rode rundt i sneen!
Det gjorde vi så, endda i to omgange og ungerne nyder at smide sne efter deres far fandt jeg ud af. Jeg tog nogle billeder med kameraet og har oprettet et nyt album kaldet “ungerne” i vores fotoalbum.
I morgen? Tja, det er næsten givet på forhånd – ungerne vil gerne i svømmehallen.
Det vil jeg også!

Vi har efterhånden være i Nuuk i 3 måneder og nu begynder omridset af en almindelig hverdag at tegne sig. Efter at Susanne er startet på job er den daglige rytme ved at indfinde sig. Susanne har også fået skiftende vagter på Sana ligesom på Hillerød sygehus, så hverdagen skal stadig koordineres for at få tingene til at hænge sammen. Men det kan vi sagtens finde ud af – vi har jo års erfaring i at få det hele klaret på trods af skiftende vagter.
Der er alligevel nogen ting, som er anderledes end i DK. Vi bor faktisk temmelig tæt på centrum af Nuuk har har alting lige i nærheden: skole, børnehave, butikker, job, træningscenter, biograf m.m. Det er en lidt uvant oplevelse efter at have boet i udkanten af Fredensborg i næsten 11 år og vi altid har haft transport til alting.
Det har givet os stof til eftertanke – specielt når vi engang vender tilbage til DK og skal vælge et sted at bo.
I den sidste weekend viste en del af medaljens bagside sig. Susanne havde 4 nattevagter hen over weekenden og det betyder jo, at hun skal sove i dagtimerne. Så stod jeg med alle talenterne og skulle finde på noget ude i byen så Susanne kunne få fred til at sove herhjemme. Det lykkedes delvist og Susanne slap nogenlunde gennem weekenden. I DK var dette ikke noget problem, idet jeg blot tog bilen og kørte til f.eks. mine forældre i Roskilde – det kan jeg bare ikke her! Susanne vil presse på overfor Sana, så hun i det mindste slipper for nattevagter i weekenden.
Når vi har fri er vi alle fire sammen det meste af tiden, da vores bekendskabskreds endnu er ret lille heroppe. Vores favorit aktivitet er svømmehallen, hvor Mathilde har gjort store fremskridt mht. at svømme. Nu bruger hun kun en badering og svømmer med mig og Mads ude på det dybe vand. Nåe ja Susanne har i denne uge endelig fundet en badedragt hun selv synes hun kan være bekendt at svømme i (kvinder!) så hun kan deltage med os andre.
En pudsig ting der viser at verden måske er lille, er at jeg har mødt 3 af mine gamle skolekammerater fra Nyborg Gymnasium heroppe. Én af dem arbejder på Mads skole som lærer (mens hun læser ved siden af!) og de to øvrige er ansat i hjemmestyret.
Nå, ikke mere nu. Susanne har aftenvagt, jeg har tjansen med ungerne og Mathilde trænger til at blive vasket (hun ligger på madressen ved siden af skrivebordet og synger børnesange i takt med en CD der kører i baggrunden – støn!)

Så har jeg været på arbejde i godt 14 dage og har så småt fået et indtryk af, hvordan det er at arbejde på DIH. Jeg synes stadigvæk, at den administrative del af arbejdet er meget tung at danse med. Der arbejdes på at meget af dette i fremtiden skal foregå elektronisk.
Idag var jeg til introduktion af nyansat personale og jeg fandt da også ud af, at jeg ikke er den eneste der er frustreret over, at tingene fungererer, som de gør. Vi skriver jo 2004 efterhånden.
Der er jo desværre en stor udskiftning af personale med jævne mellemrum som gør sit til, at det kan være svært at få tingene til at køre. Når folk begynder at falde til og engagerer sig i noget der har interesse, så rejser de hjem igen og umiddelbart er der ikke nogen, der bare sådan lige kan sættes ind i sagerne.
Grønland er ikke for folk med sarte nerver og utålmodighed, for så kan man ikke holde ud at være her !
Jeg kan jo vælge at sige til mig selv, at enten kan jeg holde det ud, eller også kan jeg ikke. Jeg vælger nok det første så, for jeg har jo noget erfaring som siger mig, at det skal og kan blive bedre.
Arbejdsånden minder meget, om det jeg kommer fra. Alle knokler, fra de kommer til de går og der er et højt informationsniveau på afdelingen. Det er dejligt at opleve, at der er visse ting, der fungerer trods alt. Personalet er gode til at tage sig af nyt personale og jeg føler, at jeg stille og roligt falder til. I nat havde jeg min første nattevagt og gab, det var da lidt kedeligt. Ok, vi var også tre i vagt, fordi jeg skulle introduceres.
Nok om det.